“August”

Billeder af Augusts Soldbuch nederst på siden.

August blev født i 1906 og var gift med Elfriede. Parret var bosat i Trautenau /Südeterlandet og her arbejdede August som kemitekniker før sin militærtjeneste.

August blev knapt 3 år efter den tyske besættelse af Danmark, d. 01.04.1943, indkaldt til militærtjeneste ved Stammkompanie / Grenadier-Ersatz-Bataillon 193 i Detmold. Efter endt rekruttid blev han overført til 2. kompagni / Grenadier-Ausbildungs-Bataillon, som 3 måneder forinden var forlagt til Aalborg. Efter ankomsten til Aalborg blev August overført til Nachrichten-Betriebs-Kompanie Dänemark, som var underlagt 416. Infanterie-Division. Augusts enhed var formentligt placeret i Nordjylland, idet August fra Værnemagtens depot i Thisted på et tidspunkt fik udleveret en ny feltjakke samt andre udrustningsgenstande. Enheden havde ansvaret for drift af bl.a. signaltjenestens radioer i Danmark.

416. Infanterie-Division blev opstillet 20.12.1941 i den tyske by Braunschweig og division var tiltænkt en funktion som besættelsesstyrke i Danmark. Divisionen havde flere såkaldte ”østenheder”, som primært blev udgjort af folketyskere fra det østlige Europa samt russere. Russerne blev samlet i Grenadier-Regiment 714 samt andre enheder, i alt 4 bataljoner.
D 4. oktober 1944 blev divisionen forlagt til Vestfronten, med undtagelse af de 4 russiske bataljoner, og her kæmpede divisionen imod de allierede styrker fra området omkring Saarpfalz og tilbage til Hunsrück ved Rhinen, hvor divisionen gik i amerikansk krigsfangeskab.

August gennemgik d. 18. februar 1944 en duelighedsundersøgelse ved militærlægen ved Grenadier-Regiment 712, hvor han blev erklæret egnet til fronttjeneste. Regimentet var underlagt 416. Infanterie-Division og en af enhederne, som blev forflyttet til Vestfronten i oktober 1944. D. 1. september 1944 stemplede kompagnichefen for Infanterie-Nachrichten-Ausbildungs-Kompanie 3 på side 15 i Augusts Soldbuch (kontrolstempel) og August var dermed ikke længere en del af Nachrichten-Betriebs-Komapnie Dänemark i efteråret 1944 men derimod Infanterie-Nachrichten-Ausbildungs-Kompanie 3.

August blev ikke forflyttet til Vestfronten sammen med 416. Infanterie-Division i oktober 1944, idet han den 5. februar 1945 blev indlagt på lazarettet Kranken-Sammelstelle 2./790 med skudsår. Kranken-Sammelstelle 2./790 var et mobilt lazaret og på flere internetfora, heriblandt det tyske wehrmacht-forum.de, nævnes den sydpolske by Zakopane i forbindelse med Kranken-Sammelstelle 2./790. Zakopane er en by i det sydlige Polen tæt på Beskiderne og op ad den slovenske grænse.

Desværre er kilderne yderst sparsomme omkring Infanterie-Nachrichten-Ausbildungs-Kompanie 3 men qua lazaretinformationerne var enheden i 1945 formentligt underlagt Heeresgruppe A (senere Mitte).

14. marts fik August tildelt det tyske Verwundetenabzeichen in Schwarz (det tyske såretegn i sort) for sit første skudsår.August befandt sig ved Kranken-Sammelstelle 2./790 frem til d. 10. april 1945, hvor han efter en lægekontrol blev erklæret egnet til troppetjeneste og overført til Feld-Genesungs-Kompanie 49 frem til d. 20. april (rekreationsophold).

På side 4 i August Soldbuch blev følgende noteret d. 21. april 1945:

Am 21.4.45 in Glatz Wehrmacht Sammelstelle gemeldet, am 22/4 weitergeleitet an Marschkomp. 107.

Friedak, i.V. (signatur) Oberleutnant”.

På dansk:
Meldt på Glatz Wehrmacht Sammelstelle d. 21.4.45, sendt videre til Marschkomp. 107 d. 22/5.

Glatz var navnet for den sydvestpolske by Klodzko i Det Tredje Rige og her havde den tyske Værnemagt et opmarchområde.

 

Hvad der skete med August herefter er uklart men han blev formentligt såret for anden gang i forbindelse med kampene mod Den Røde Hær, idet han d. 2. maj 1945 blev modtaget på Luftwaffe-Lazarett-Warschau-Schönhof i det nordvestligste Polen. Det er uvist om August nåede frem til Marschkompanie 107 eller om han blev såret på sin vej dertil.

26. juni 1945 fik August ”1 Tag Erhohlung” (1 dags rekreation) tildelt og dette blev indført på side 24 i hans Soldbuch med stempel fra det tyske by Northeim. Dermed afsluttede August sin 2-årige militærtjeneste under Anden Verdenskrig som en såret – men levende – veteran.

 

 

Kilder:

Tessin, Georg: Verbände und Truppen der deutschen Wehrmacht und der Waffe-SS im Zweiten Weltkrieg 1939 – 1945 (bind 4 & 10)

Tak til Facebook-netværket omhandlende Soldbücher & Wehrpässer samt internet forum Wehrmacht-awards.com for bistand til tydning af inskriptionerne.